Hvorfor det er så svært at droppe opdragelsen som vi kender den

Af Dorte Eilsø

Det virker ikke. Børnene har for længst lukket ørerne.

Jeg sad i toget mod Stockholm en dag og læste denne skønne bog ‘Drop Opdragelsen’ af Fie Hørby. Igen. Den handler bl.a. om alt det vi skal droppe, hvis vi vil bevare en tæt og kontaktskabende relation til vores børn. Jeg vil dele en oplevelse med dig for at vise, hvad der sker når vi mister kontakten til os selv og vores nærmeste. Jeg vil også dele mine tanker om hvor vigtigt det er at droppe opdragelsen som vi kender den, og finde sin egen vej samt hvorfor det er så svært.

Foran mig sidder en familie på fire; mor, far og to små børn på ca. 3 og 5 år. Børnene leger, deres stemmer er høje og de evner ikke at sidde stille ret længe ad gangen. En lang konflikt udfolder sig, og både børn og forældre kommer på overarbejde. Mor og far gør alle de ting bogen her foreskriver at vi skal droppe; de truer, skælder ud, kommer med formaninger, moraler, belæringer m.m. Med desperation i stemmen siger moren adskillige gange: “Ej men nu må det altså slutte. STOP SÅ!” Det virker ikke. Børnene har for længst lukket ørerne. Det gør børn, når der er for mange (bebrejdende) ord. Tomme trusler flyver gennem luften hele tiden. Børnene græder på skift og forældrene forsøger forgæves at retfærdiggøre deres skæld ud: “Du kan jo nok forstå , at du er nødt til at høre efter hvad jeg siger. Vi er i et tog med mange andre mennesker!”

Den der dårlige mor som aldrig har styr på sine børn! Kan hun da ikke se at få dem til at tie stille. Hvor svært kan det være?!

Dette scenarie kunne nemt have udspillet sig i min egen familie for blot nogle år tilbage. Måske kan du selv huske eller genkende dette mønster? Jeg kan godt huske, hvordan det var at have fokus på den ydre verden og hvad de andre folk omkring mig nu måtte tænke om mine larmende børn og ja, ikke mindst om mig. Den der dårlige mor som aldrig har styr på sine børn! Kan hun da ikke se at få dem til at tie stille. Hvor svært kan det være?! Kan det virkelig være rigtigt at de skal ødelægge det for alle de andre i toget?!

Denne situation er et skoleeksempel på, hvad der sker med os, når vi er for optaget af den ydre verden og på hvad andre tænker om os. Når vi er optaget af at vores børn skal fremstå som små overmennesker og opføre sig ordentligt og stå ret hele tiden. Og hvad der sker når vi ikke formår at sætte vores grænser personligt og når vi mister lederskabet. Sidst, men ikke mindst viser dette eksempel på hvad der sker, når vi ikke har fundet vores egen vej i opdragelsen af vores børn, men tyder til gamle metoder (der ikke virker, fordi de er metoder og metoder sjældent virker, fordi de mangler vigtige ingredienser som indlevelse og kontakt. Og fordi vi i virkeligheden kan mærke, at vi ikke kan stå inde for dem).

I dag får vi rigtig mange og forskellige input ift. børneopdragelse. Det kan være svært at navigere i, og endnu sværere at vide hvad der er den rigtige opdragelse. Sandheden er, at der ikke findes nogen rigtig børneopdragelse. Men der findes et nyt børnesyn, hvor vi ser barnet som kompetent og ligeværdigt med os voksne. Vores fornemmeste opgave er at sørge for at barnet bliver set og hørt. Vi har det fulde ansvar for relationens kvalitet. Ligeværdigheden betyder nemlig ikke at vi er ligestillede; vi er stadig de voksne i denne relation, og i nogle tilfælde ved vi og har ansvaret for, hvad der er bedst for barnet.

Svarene er inde i dig. Ikke i en bog eller derude i folks meninger og holdninger.

Din vigtigste opgave er at plukke det ud som du kan mærke, at du kan stå inde for. Hvad er vigtigt at give videre til dit barn? Hvordan vil du gerne have at dit barn skal have det? Hvad skal dit barn føle? Hvilke kompetencer skal dit barn gøre brug af i forskellige situationer? Hvad skal dit barn være i stand til i en relation? Hvordan vil du gerne være at være sammen med? Hvad skal du som mor, stå for?

Svarene er inde i dig. Ikke i en bog eller derude i folks meninger og holdninger. Her kan du inspireres, men kun du kan mærke hvad der er godt for dig, dit barn og din familie. Når du ved det, kan du også sætte dine grænser personligt og ud fra hvad du vil være med til og hvad du ikke vil være med til. Og lige her finder du dit lederskab. Lige her er du en rollemodel for dit barn. For ‘børn gør ikke som vi siger, men som vi gør.’

Når alt dette er sagt, så har jeg et håb om, at vi vil blive bedre til at tænke over hvad vi forlanger af hinanden, og i stedet er lidt mere hjælpsomme og overbærende i svære situationer. Et forstående blik, et lille nik der siger ‘jeg kan se hvordan du gør dit bedste’ eller bare et lille smil. Det gør en verden til forskel for den mor, der kæmper. For uanset, hvor meget vi hviler i os selv og den opdragelse vi har valgt, så vil vi ind imellem stå og kæmpe.

Og lige dér har vi ikke brug for høvl, men hep!