“Mor kommer og henter dig snart igen.”

Af Dorte Eilsø

At barnet græder, er ikke et problem i sig selv, tværtimod er det tegn på tryg og sund tilknytning.

Jeg gætter på, at du mere end én gang har haft ondt i maven, følt dårlig samvittighed eller ligefrem grædt efter afleveringen af dit barn i daginstitution? Fordi det gør rigtigt ondt langt ind i hjertet på os at skulle aflevere et barn, der græder, når vi går.

Adskillelsesgråd er ofte mere reglen end undtagelsen i vores pasningskultur; en reaktion fra barnet er nærmest forventelig om end ikke ønsket. For selvom vi håber og beder til at barnet ikke reagerer med gråd, kvitterer vi med at behandle det som normalen. Pædagogen trøster med sætninger som: ”Han holder op, lidt efter du er gået.” ”Det er jo normalt, at de græder lidt, når mor går.” ”Han blev glad igen, og har haft en god dag.”

At barnet græder, er ikke et problem i sig selv, tværtimod er det tegn på tryg og sund tilknytning. Rent biologisk er barnet kodet til at græde, når det bliver forladt af mor eller far. Problemet er, at vi går med på præmissen om at vi skilles fra vores børn, før vi selv eller barnet er klar til det.

Adskillelsesgråd er mest kendt, når barnet er baby, og vi skal til at starte op på arbejde igen efter barslen. Men adskillelsesgråd findes i alle aldre, og problemet er det samme – vi gør det normalt.

”For sådan er det jo…” ”Mor skal jo på arbejde…” ”Du skal ikke være ked af det, mor kommer og henter dig igen om ikke så længe…” ”Mor henter dig tidligt i dag…”

Personligt oplever jeg, at det kan gå hen at blive normalen i en hel institution. Pædagogerne er for længst vant til adskillelsessituationen og det er blevet praksis, at det er noget vi gør uden at tænke over det.

Oftest sker det således: ”Kom, lad mig ta’ dig,” mens pædagogen samtidig forsøger at tage barnet ud af mors favn. Alt imens barnet skriger, græder og hager sig fast i mor. Pædagogen bliver ved med at hive, til barnets greb i mor løsnes, for til sidst at give helt slip, fordi pædagogen er stærkere end barnet. Samtidig smiler mor alt hvad hun har lært, og gør sig umage, når hun med bævrende stemme prøver at overbevise barnet og sig selv, om at det hele er okay: ”Ha’ en god dag skat, mor kommer snart og henter dig igen.”

Måske mærker du, hvordan du kæmper med at finde meningen i, at du skal arbejde hver dag, væk fra dit barn?

Kulturkritisk Forum har benævnt disse fraser ’kulturelle stopklodser’, fordi de netop er stopklodser for den indre stemme som mange af os hører, men ikke lytter til. Den stemme, der siger til os, at det her ikke føles rigtigt, den der siger at det her da ikke kan være meningen, eller måske siger den hvad har du egentlig gang i?

De kulturelle stopklodser fungerer som en falsk oversættelse af vores børns ellers ret så tydelige signaler, og lander som en slags sutteklud hos os forældre, så vi kan slippe den dårlige samvittighed for et øjeblik og fortsætte som vi plejer.

Selvom det er ganske normalt at gå i daginstitution i Danmark, og vi italesætter det som det mest naturlige i verden at aflevere vores børn til andre voksne, så kan der være noget inde i dig, der synes det er svært. Måske har din indre stemme alligevel fået lidt taletid, og har plantet en undren eller en nysgerrighed. En undren der har gjort, at du tænker over, hvordan det kan være, at vi har skabt et samfund, hvor det er naturligt at tilbringe størstedelen af dagen væk fra hinanden. Måske har du mærket, hvor svært det er for dig, at det skal være sådan? ”Men sådan er det jo!” … Apropros kulturel stopklods!

Måske mærker du, hvordan du kæmper med at finde meningen i, at du skal arbejde hver dag, væk fra dit barn?

Din moderlige intuition er vigtig her, for den er dit kompas her i livet. Når du mærker, at det er svært eller at det gør ondt i maven, så skal du lytte. Din indre stemme er din intuition, og den har sin berettigelse – den vil dig det godt. Den er her for at bryde med de kulturelle stopklodser, og for at fortælle dig at der er noget, der skal justeres. Det er okay at sige fra, når du mærker, at du ikke kan være i det. At give din indre stemme taletid, gennem dig. Du kender dit barn bedst, du kender barnets behov og du ved hvordan afleveringen går bedst.

Jeg har selv flere gange skulle sige fra og til over for pædagoger, når praksis ikke var i tråd med, hvordan min datter og jeg selv gerne vil aflevere. Jeg har flere gange sagt ”Det fungerer ikke det her!”, når de har prøvet at løsne hendes greb om mig. Fordi jeg kunne mærke, at jeg stod midt i et tovtrækkeri, og det vil jeg simpelthen ikke byde hverken mig selv eller mit barn. Vores børn har brug for os, til at sætte deres grænser for dem. For det kan de ikke sprogligt endnu. Kropsligt sætter de deres grænser ret så tydeligt, men det er bare sjældent at de bliver mødt.

Jeg har endda også flere gange taget hende med hjem igen, fordi hun har været ulykkelig og fordi pædagogerne ikke har formået at møde hende i det. Pædagogernes reaktion er ofte noget i retningen af: ”Nå, går I hjem igen?!” eller bare ”Nå!” Og så får vi egentlig bare lov til at gå. For så er der jo én mindre at tage sig af! Eller også ved de simpelthen ikke, hvordan de ellers skal reagere. Det er en uvant situation for dem, at forældrene tager barnet med sig hjem igen. Det kan man jo så tænke lidt over…

Relfeksioner til afleveringen:

Hvordan kan du bedst støtte dig selv og dit barn i afleveringen?
Hvordan hjælper du dig selv og dit barn med at sige fra og til i forbindelse med afleveringen?
Hvordan ser jeres afleveringsrutine ud? (Sørg for at meld den ud til pædagogerne).

Refleksioner til familielivet:

Hvordan ser dit ideelle familieliv ud?
Hvordan ser den hverdag ud, du går og drømmer om?
Hvordan kan du allerede i dag nærme dig den drøm? Hvad er ét skridt du kan tage for at komme nærmere din drøm?