Parforholdet

Familiens vigtigste relation: Parforholdet

Af Dorte Eilsø

Parforholdet er den vigtigste relation i familien.

– Fie Hørby

Parforholdet er selve fundamentet for familien, og som Fie Hørby beskriver det; så svømmer vores børn i det vand, der flyder mellem forældrene. Derfor kan det godt betale sig at prioritere og pleje parforholdet.

Når mor og far har det godt og nærer deres relation, vil børnene også mærke det og blive fyldt op af næring selv. Vores adfærd, stemning og humør smitter vores omgivelser – for børn gør ikke det vi siger, men det vi gør – så derfor giver det så meget mening for mig at prioritere både mig selv og min partner. For at give familien de bedste betingelser for robusthed, kærlighed og en god stemning.

For mig ville det ikke være muligt, at vente til børnene bliver store med at gøre noget for mig selv og min partner. Jeg ser mange mødre kun prioritere deres børn, og så venter de med at gøre noget godt for sig selv til børnene er store og kan klare sig selv. Det er jo egentlig et valg af kærlighed til børnene, men hvad vi glemmer er, at det også er et fravalg af kærlighed til sig selv og sin partner. 

Og det vi viser vores børn er, at vi ikke er vigtige og at vores behov ikke er vigtige. Og hvilket kærlighedssprog er det?! Vil vi gerne lære vores børn det kærlighedssprog?

Jeg vil gerne lære mine børn at prioritere sig selv og deres egne behov. At kunne mærke efter hvad de har brug for, for at nære sig selv, så de kan nære deres relationer. For vi ved jo alle godt, at når vi næres og fyldes op af god energi, ja så har vi mere overskud og kan være i en mere nærværende relation til dem vi holder af. Så er vi medskabere af en god stemning i familien, hvor overskud og glæde fylder mest.

Apropros kærlighedssprog. Vi har en tendens til at give af den kærlighed, vi selv kan lide at få. Men ved du, hvornår din kæreste føler sig elsket? Kender du hans/hendes kærlighedssprog? 

Det kan være en fin måde at mødes på og en god øvelse i at få sagt sine behov højt. Spørg hinanden direkte: Hvornår føler du dig elsket? Og husk der findes ikke noget rigtigt eller forkert kærlighedssprog, men vi har et stort behov for at føle os elsket.

Start med dig selv, på den måde kan du påvirke din partner. Det er den måde du bryder med normalen, med mønsteret. Det vil altid være en proces at ændre vaner eller mønstre, og med tiden vil du se, at I sammen finder en ny vej mod det I gerne vil prioritere. Vi er her lige nu, så nyd det sammen, lad fremtiden være fremtiden og læg mærke til hvor langt I er kommet.

Min partner og jeg har været sammen i godt 17 år efterhånden, og vi prioriterer hver dag at have det godt sammen. For os er det yderst vigtigt at hverdagen fungerer og ikke er for travl. Vi har taget et aktivt valg om en hverdag med masser af tid, nærvær og plads til at være impulsiv. Vi øver os hver dag i at være taknemmelige for det vi har (også selvom vi gerne vil have noget mere eller noget andet), og vi fokuserer (for det meste) på det gode i os selv og hinanden. 

For det vi giver opmærksomhed vokser, så det handler rigtigt meget om hvor meget fokus og energi vi er villige til at give væk eller beholde.   

I min hverdag prøver jeg at huske og prioritere:

at sige ‘jeg elsker dig’

at kysse og kramme

at skabe overskud til sex

at tale om andet end børnene (har du børn ved du hvor svært det kan være)

at have drømme om fremtiden

at lægge planer

at have get aways eller bare dage alene hjemme

at drikke en kop (varm!) kaffe sammen

at grine sammen

at huske at spørge ind til hvordan min partner har det

Hvad gør du? Del gerne i kommentarfeltet. Måske vi kan inspirere hinanden til at huske og få prioriteret de små ting i hverdagen.